Sange leveret med nærvær, glød og varme

Trio al Dente leverer intime og stemningsfulde koncerter med egne numre.

De fleste af sangene er på dansk, men også engelsksprogede sange er at finde i bandets sangbog. Stilen er Singer Songwriter i den poetiske ende.

Vi sætter en ære i at lave flotte klange, både i forhold til det vi spiller og det vi synger. Sangene har alle deres liv i kraft af den gode historie og en fængende melodi.

Du befinder dig selskab med sømænd og fodtudser, emigranter og vagabonder, samspilsramte spillemænd og grumme og elskovssyge eventyrskikkelser. Livserfaringer endevendes med dyb respekt for de uundgåelige, men hærdende knæk og prøvelser, alt imens venskabet og kærligheden til naturen er bestandigt til stede som modvægt til fortrædelighederne.

Vores koncerter er levende og nærværende, fordi sangene til stadighed skifter retning og kulør, og jævnligt kommer der nye iørefaldende skud på stammen. Snart hører du en lavmælt ballade med Jimmy og hans guitar . Snart vokser klangen med Stig, Anders instrumentale kommentarer og flerstemmige omkvæd.

Jimmy-Wisti-Band-500